Hvorfor ordene overhovedet betyder noget
Når jeg underviser i baggrundsresearch, møder jeg ofte to ord, som eleverne bruger i flæng: primærkilde og sekundærkilde. Det går som regel godt, indtil en påstand skal spores tilbage, og ingen kan sige, hvor den kom fra. Ordene er ikke fint fagsprog for sjov. De fortæller dig, hvor tæt du står på det, der faktisk skete, og dermed hvor meget du kan stole på det, du læser.
En primærkilde er noget, der stammer direkte fra begivenheden eller personen. En sekundærkilde er en andens gengivelse, forklaring eller vurdering af det samme. Forskellen handler ikke om, hvad der er rigtigt, men om afstand. Jo flere led der ligger mellem dig og hændelsen, desto flere steder kan noget være blevet tilføjet, forkortet eller misforstået undervejs, uden at nogen har villet det.
Primærkilder i almindeligt sprog
Tænk på en primærkilde som noget, du kunne have stået ved siden af. Et referat skrevet under mødet, en lovtekst i sin oprindelige ordlyd, en årsrapport, en mail, et fotografi taget på stedet eller et interview, du selv har lavet. Her hører du eller læser du den, der var med, uden en mellemmand, der fortolker.
Det betyder ikke, at en primærkilde er neutral. Et referat kan være skrevet af én, der har en interesse, og en årsrapport vil vise virksomheden fra den pæne side. Primær siger noget om nærhed, ikke om redelighed. Derfor lærer du i modulet at spørge to ting hver gang: hvem har lavet dette, og hvorfor lige nu? Svaret på det sidste afgør meget af, hvordan du bagefter bruger materialet i din researchmappe.
- Dokumenter, mails, referater og tal fra den, der ejer dem
- Egne interviews og egne feltnotater
- Billeder og optagelser taget af dem, der var til stede
Sekundærkilder: nyttige, men med et led imellem
En sekundærkilde er alt, der bygger videre på noget andet. En avisartikel om en rapport, en lærebog, et opslagsværk, en opsummering fra en organisation eller en kollegas fortælling om et møde. De er uundværlige i begyndelsen, fordi de giver dig overblik, navne og de rigtige søgeord, så du ved, hvad du skal lede efter.
Faren opstår, når du citerer en sekundærkilde, som om den var primær. Så videregiver du en andens tolkning uden at vide, om den holder. Min regel er enkel: brug sekundærkilder til at finde vej, og gå så tilbage til kilden bag dem. Kan du ikke finde den, er det i sig selv en oplysning, du skal skrive ned og tage med i din vurdering.
Sådan finder du kilden bag kilden
Når du læser en artikel, så kig efter henvisninger: nævnes en rapport, en undersøgelse, et møde eller en lov? Notér navnet og forsøg at finde originalen hos afsenderen, for eksempel på en myndigheds eller en organisations egen hjemmeside. Læs selv det relevante afsnit, i stedet for at nøjes med den andens opsummering.
Sammenlign bagefter. Siger originalen det samme som gengivelsen? Ofte gør den, men nogle gange er et forbehold faldet ud, et tal er rundet op, eller en sammenhæng er blevet til en årsag. Skriv forskellen ned i din researchmappe med dato og sted, så du kan finde tilbage, når du skal skrive. Det tager kort tid og sparer dig for pinlige rettelser senere i forløbet.
- Notér hvert led: hvem siger hvad, og hvor står det oprindeligt
- Gem links og titler med dato for, hvornår du læste dem
- Marker tydeligt, hvad du har set selv, og hvad du har fra andre
Et lille eksempel fra efterårets research
Forestil dig, at du vil skrive om kommunens planer for en cykelsti. En lokal artikel fortæller, at der er afsat et beløb. Det er din sekundærkilde. Artiklen nævner et budgetforlig, så du leder efter selve forliget på kommunens side og finder tallet i en tabel. Nu har du en primærkilde, og du ser, at beløbet gælder to år, ikke ét.
Det lille skel ændrer din vinkel og dine spørgsmål, når du ringer til en politiker eller en medarbejder. Du kan spørge præcist, i stedet for at gentage en forkert forudsætning. Det er netop det, researchmappen i modulet skal vise: at du ved, hvad du ved, hvordan du ved det, og hvad du stadig mangler at få bekræftet.
Gør forskellen til en vane
Du behøver ikke et avanceret system. Lav to kolonner i dit notatark, én til det, du har fra originalen, og én til det, du har fra andre. Når en påstand skal i teksten, skal den kunne placeres i den ene kolonne med en kilde ved siden af. Står den i den anden, er den en ledetråd, ikke et faktum.
Over tid bliver det en refleks, du næsten ikke lægger mærke til. Du begynder at læse med et andet blik og spørger automatisk, hvem der først sagde det. Det gør dine interviewspørgsmål skarpere og din tekst mere redelig, og det kan en læser mærke, selv uden at kende ordene primær og sekundær.
Primærkilder står tæt på begivenheden, sekundærkilder gengiver den, og begge dele har deres plads i en grundig research. Brug de sekundære til at finde vej og de primære til at kontrollere, hvad du vil sige. Skriv altid ned, hvor hver oplysning kommer fra, og vær ærlig over for dig selv, når du kun har den ene slags. Det er en lille vane, der bærer hele din reportage.
